Et Balkan, der er lagt i ruiner efter borgerkrigen og serbernes forsøg på at erobre Kosovo, danner rammen om den sidste bog med CIA-agenten Jan Jordi Kazanski. Hvis han skal finde sin forsvundne kæreste, må han først opspore den mægtige skyggefigur, Kurjak - Ulven.
Da CIA-agenten Jan Jordi Kazanskis kæreste Ewa forsvinder sporløst på Balkan, presses Kazanski af Krigsforbrydertribunalet i Haag til at overtage hendes mission. Han skal opspore en mytisk skikkelse i den serbiske underverden ved navn Kurjak – Ulven – og tvinge ham i vidneskranken.
Uvidende om det hemmelige storpolitiske spil, der foregår bag hans ryg, indleder Kazanski en dramatisk jagt, der fører ham gennem de krigshærgede områder i Kroatien, Kosovo og Bosnien-Hercegovina.
Med en fåmælt gammel serber og en gådefuld kroatisk kvinde som rejsefæller og med ukendte forfølgere i hælene må Kazanski træde varsomt, hvis han skal gøre sig håb om at fuldføre missionen og finde Ewa i live. For på Ulvens territorium kan ethvert fejltrin blive skæbnesvangert …