Lupus - en hård nød at knække

28/08 2018 af Jens Henrik Jensen

Lupus - en hård nød at knække

OXEN – Lupus har været en kæmpemæssig udfordring for mig. Ikke den sværeste at skrive – men den allersværeste at udtænke plotmæssigt. Og måske også den jeg har følt den største glæde ved at skrive løs på.

Jeg synes, selve Danehof-trilogien sluttede godt med De frosne flammer. Og skulle jeg have gjort som hidtil i mit forfatterskab, så skulle jeg være stoppet her, for jeg plejer altid at skrive trilogier. Men det kunne jeg ikke denne gang. Oxen er uden tvivl min bedste og mest vedkommende hovedperson nogensinde – og jeg føler mig slet, slet ikke færdig med ham. Derfor ville jeg gerne fortsætte.

Udfordringen denne gang var at bringe Oxen videre fra den lille lejlighed på 2. sal i Vangede. For han vil jo helst være i fred… Det tog mig meget, meget lang tid at finde en troværdig åbning og en troværdig mission for Niels Oxen.

Men jeg synes, troværdigheden står stærkt i Lupus. For lige præcis hvordan bringer man en hovedperson i spil, som helst vil sidde i Vangede og helst kun kommer ud efter mørkets frembrud?
Ved at give ham et motiv, der holder vand. Og et motiv, der passer til hele hans person.

Da det først lykkedes for mig, gik store dele af skriveprocessen som en leg. Jeg har virkelig nydt at rulle denne historie ud. Virkelig mærket glæden ved at tage plads på stolen hver morgen…. Og bliver det bedre end det for en forfatter?

Når jeg siger, at Niels Oxen er min bedste hovedperson, skyldes det naturligvis mange ting. Men først og fremmest den kendsgerning, at han er repræsentant for et slags Under-Danmark. Det betyder, at han direkte og indirekte har noget på hjerte og kan kommentere skarpt fra sin position som krigsveteran og traumeramt elitesoldat med tunge erfaringer i sin bagage.

Det varede i månedsvis, før jeg pludselig fandt den helt rigtige kombination efter mit hoved. En bevæggrund til at skubbe Oxen ud over kanten igen og sende ham til den jyske hede – og samtidig de helt præcise røde tråde at flette ind i et kompliceret plot, der går hånd i hånd med Oxens tanker og hele hans måde at gribe tingene an på.

Samtidig har jeg altid elsket, når noget blev vendt på hovedet. I OXEN – Lupus er det blandt den kendsgerning, at vi altid råber ”ulven kommer”, ikke sandt? Men det sker ikke hér. Snarere er der nogen, der ude i mørket gennem mange år har råbt: ”Kom, ulv, kom…”
Og så bliver det først for alvor interessant.

Tilbage

Giv en kommentar

Følg på Facebook
bubblemedia