Jensen vandt publikums krimipris

Jens Henrik Jensen blev i weekenden hædret med Krimimessens Publikumspris 2017.
Den blev overrakt under den årlige krimimesse i Horsens på byens gamle fængsel, hvor Nordeuropas største krimimesse har hjemme.

Det var borgmester Peter Sørensen, der stod for ceremonien. Det synlige bevis på hæderen er et kunstværk udført af den lokale kunstner Filip Møller. Det er en bog i granit med et nedsænket bronzemotiv af en hjerne - og det symboliserer, at læseren af en bog får et kig ind i forfatterens hjerne. Smukt udført og en brilliant ide.

Det var tale om et superstærkt felt af 10 nominerede, udvalgt af en komité af danske krimibloggere. Blandt dem så dygtige kolleger som Jussi Adler-Olsen, Jesper Stein, Michael Katz Krefeld med flere. Alligevel var der ganske langt ned til nummer to, da stemmerne var talt op.

Jens Henrik Jensen holdt en kort takketale. Om prisen sagde han:
- Jeg er stolt af denne hæder. Jeg synes, prisen er et solidt og vidunderligt skulderklap fra læserne, så den gør mig glad og får en æresplads derhjemme i stuen. Det er læserne - over alt andet - det betyder noget for mig, og det er mine læsere, der trofast bakker mig op i hverdagen og giver fornyet energi.

FOTOS
1) Borgmester Peter Sørensen har fra scenen netop offentliggjort en glad og vinkende Jens Henrik Jensen som årets vinder.
2) Jens Henrik Jensen takkede blandt andre arrangørerne af Krimimessen i Horsens for deres store arbejde i krimiens tjeneste.
3) Til venstre kunstner Filip Sørensen, der har lavet hædersprisen. Til højre borgmester Peter Sørensen (S).
4) Jussi Adler Olsen var blandt de første til at gratulere.
5) Efter prisoverrækkelsen var der festivitas på Politikens Forlags stand og et stort tillykke fra administrerende direktør Lene Juul.
6) Dagen derpå - omtale i MetroXpress.
7/8) Hædersprisen - en bog udført i granit med en indlejret hjerne i bronze. "Tankelæsning" er kunstner Filip Sørensens titel på prisen.

Tilbage til oversigt