nils-lund-18-ny-web.jpg

"Hellere raffinerede intriger end ren ondskab"

Jeg sætter stor pris på skjulte dagsordener, dobbeltspil og raffinerede intriger. Jeg er fascineret af agentens hemmelige liv. Jeg holder af en stædig politiefterforskning, uanset om den fører til opklaringen af en forbrydelse - eller til erkendelsen af et nederlag. Og jeg kan lide, at tempo og puls er høj.

Dermed har jeg også fortalt, at mine bøger spænder bredt genremæssigt. Alle indeholder de elementer af thrilleren, af krimien og af spændingsromanen. Men de bliver aldrig klassiske på kun ét felt. Snarere Jensen-hybrider. Jeg håber, de kombinerer det bedste af det hele.

Til gengæld bryder jeg mig ikke synderligt om vold, blodsudgydelser og selve ondskabens anatomi.

Der er da heller ikke den klassiske krimi, der er min inspirationskilde. Jeg var barn af Alistair McLean, ung med Frederick Forsyth, voksen med Robert Ludlum, Len Deighton og John Le Carré. Og endnu mere voksen med blandt andre de bedste svenske krimiforfattere.

Det er i denne smeltedigel, mine romaner bliver til. Uden noget egentligt forbillede, men med kærlighed til konspirationer og lyssky affærer. Og med stor glæde over selve det at skrive og fortælle… Det var sådan, det begyndte i 1994, da jeg gik i gang med min første roman, Wienerringen, og det er sådan, det fortsætter.

Det skrevne ord, tak

Som mange andre unge havde jeg ikke nogen helt lysende klar opfattelse af, hvad jeg skulle blive til. Men jeg vidste, at jeg havde en evne til at udtrykke mig på skrift, et talent for at fortælle, en glæde over at gøre det. Og jeg vidste, at jeg interesserede mig for at følge med i, hvordan verden tog sig ud, både hjemme og ude. De to ting blev kombineret i journalistfaget. Jeg blev uddannet journalist i 1987 – og har været i erhvervet lige siden. Ikke radio, ikke tv. Nej, det er avisen – ordet på papiret – der altid har været min boldgade. 

At drømme om romanen

Drømmen om at skrive en rigtig bog, en roman, har formentligt været der altid. Og jeg bed også mærke i, at rektoren for journalisthøjskolen en af de første dage sagde, at kunne man ikke få job som journalist, ja så kunne man altid give sig til at skrive den bog, som skulle skrives…

Og det skulle den. Wienerringen udkom i 1997 efter mange besværligheder. Siden gik det mere smertefrit, og i dag er det en fast bestanddel af mig og mit liv, at jeg skal skrive, at jeg må skrive, at jeg altid er i gang med et eller andet, hvis sigte er en ny roman.

For jeg skriver, fordi det stadig er en glæde at fange de rigtige ord og rulle en historie ud, som skal holde et sikkert greb om læseren - og på samme tid gerne skal være berigende i et eller andet omfang. Og jeg skriver, fordi det heldigvis stadig er svært og en gigantisk udfordring. 

De fremmede horisonter

Historien om undertegnede er ikke færdig uden nogle ord om udlængsel. Om selve det at begive sig ud – på rejse.

Jeg kan huske, hvordan jeg som barn læste i diverse leksika og blev fascineret ved tanken om fjerne himmelstrøg og fremmede mennesker og deres lande og skikke. Og nogle gange sad jeg ved min fars skrivebord med familiens globus foran mig. Så snurrede jeg den rundt og rundt, for blot at stoppe den igen ved at sætte en finger hårdt på. Og dér, hvor fingeren pegede, dét sted skulle jeg vide mere om, og måske skulle jeg en gang dertil…

Jeg har været vidt omkring. Den første store rejse varede otte måneder og var en jordomrejse. Siden er fulgt mange andre rejser. Jeg har stået på kanten af verden i både nord og syd. I Murmansk ved Ishavet. Og i Ushuaia i Ildlandet, nær den sydlige pol. En del af rejserne har været i forbindelse med forfatterskabet, som altså også på den måde har givet mig uvurderlige oplevelser tilbage.

Hvis jeg i al beskedenhed skal pege på en styrke hos mig selv, så er det evnen til ”at opleve.” At åbne øjne og ører undervejs. At absorbere... I forbindelse med skriveriet en meget anvendelig og god evne. I forbindelse med livet en uerstattelig evne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Følg på Facebook
bubblemedia