OXEN 3 drillede mig ...

25/08 2016 af Jens Henrik Jensen

OXEN 3 drillede mig ...

Det har været noget af en tour de force for mig at skrive de tre sammenhængende bind, der udgør Oxen-trilogien. Der er gået seks år med arbejdet. Og det fylder 1434 sider. Det havde jeg aldrig forestillet mig, da jeg gik i gang… Ja… Jeg vidste ikke engang, at trilogien skulle være én sammenhængende historie.

Og nu, da jeg er i stand til at se mig over skulderen, kan jeg også klart fornemme, at Oxen 3 – De frosne flammer – har været den vanskeligste at skrive. Selv om den er lang, hele 546 sider, så er den faktisk skåret og redigeret knivskarpt og nådesløst, synes jeg selv. Det samme gør min redaktør. Men den drillede mig mange gange undervejs.  Indlysende nok, fordi de mange løse ender og hele trilogiens indre logik skulle tøjles – og afslutningen bindes med sløjfe. Tro mod fortællingen.

De enkle men alligevel vigtige ting: Har jeg husket at besvare alle spørgsmål? Nogle stod jo ubesvarede. For eksempel: Hvem skød havemanden, da han kørte i voldgraven med Niels Oxen bagpå på Nørlund Slot i De hængte hunde? Dét – og andre spørgsmål skal naturligvis vinges af. Sådan er det i min genre. Svar skal ikke blafre i vinden.

Mere overordnet drillede historien mig på flere planer. Og hér blev det først for alvor vanskeligt. På et tidspunkt, når man har siddet i flere måneder med historien, begynder man at blive ”sneblind”. Altså – man kommer til at tvivle: Er det nu spændende og kompliceret og raffineret nok?

Jeg kom efter mange grublerier nogle gange frem til svaret:  Nej … Jeg var ikke tilfreds med plottet. Det var for endimensionelt og for forudsigeligt. Og så måtte jeg holde lange pauser, mens jeg forsøgte at redefinere nogle af aktørernes rolle – og ikke mindst motiver. Og her fik jeg lidt efter lidt styr på den tidligere PET-chef Axel Mossman og hans rolle. Han er om nogen manden med dobbelte eller flerdobbelte dagsordener, og lige så stille faldt han på plads, alt i mens hans karakter i høj grad medvirkede til at gøre plottet raffineret.

Til en begyndelse var jeg heller ikke tilfreds med magten og kapitalens aftryk på historien, læs Kobberstjerne Pharma International. Jeg var helt klar på selskabets placering i plottet, men først efter noget tid, fik jeg styr på at få fortiden på plads i nutiden …

Jeg rangordner aldrig mine bøger. De tilhører hver sin tid. De repræsenterer hver sin oplevelse for mig. Og jeg holder af dem alle … Men én ting fornemmer jeg klart: Plottet i De frosne flammer er godt, sagt på jysk. Måske det bedste nogensinde. Lige som rene drikke er det også destilleret ad flere omgange. Så der er måske noget om snakken: modgang gør stærk.

 

Tilbage

Giv en kommentar

Følg på Facebook
bubblemedia