Der bliver en Oxen 4 ...

03/03 2017 af Jens Henrik Jensen

Der bliver en Oxen 4 ...

Der bliver en Oxen 4... Lad mig bare slå det fast. Jeg har jo i snart lang tid funderet over, om jeg kunne skabe den rette, troværdige historie, der ville klæ' Oxen...
Og det håber jeg, at jeg kan.

Der var været gode råd og meldinger fra mange sider. Langt de fleste håber på en ny historie med Niels Oxen. Der har også lydt det velmenende råd: "La' være, Jensen, du kan aldrig lave noget igen, der bliver lige så godt, og nummer 3 slutter jo fantastisk godt og på den rette måde... Så stop her."

Og dén slags er jo i virkeligheden en stor cadeau. Men naturligvis også et statement, der kan give både gåsehud og myrekryb.

MEN, beslutningen er heldigvis min alene. Jeg er kaptajn på en skude uden besætning, og jeg befinder mig godt ved roret... Og faktisk har det aldrig været meningen, at jeg ville lade Niels Oxen sidde og kukkelure dér, hvor jeg efterlader ham i slutningen af trilogien. Det ville være det samme som at lade ham dø en langsom død - og det har han ikke fortjent.

Det store problem har været at udtænke noget, der var SÅ suspekt ... Noget, der nødvendigvis MÅTTE få Oxen på banen igen, klar til at gå i aktion - for i virkeligheden vil han helst leve stille og roligt og forsøge at etablere et godt forhold til sin søn, Magnus.

Dén del er lykkes for mig, tør jeg godt påstå. Til gengæld er hele historien langt, langt fra færdigudviklet, så i virkeligheden kender jeg slet ikke handlingen til bunds. Men det har jo altid været min arbejdsmetode: at se nogle linjer - og dernæst sætte gang i handlingen - og så tage den derfra og bruge den fornødne tid til at stoppe op og spekulere undervejs.

Og hva' handler den så om, nummer 4? Jo, det bliver en ny, selvstændig historie, der ikke har noget med Danehof og trilogien at gøre som sådan.
Det bliver i særdeleshed et gensyn med Margrethe Franck. Og så absolut også den pensionerede PET-chef Axel Mossman. Om der bliver nogen rolle at spille denne gang for hans nevø, Christian Sonne, det ved jeg ikke endnu. Og jo... Så byder Oxen 4 også for første gang sådan for alvor på et "levende" møde med Oxens søn, Magnus.

Hva' er titlen på Oxen 4? Se... Det er en hemmelighed lang tid endnu.

Tilbage

Giv en kommentar

Følg på Facebook
bubblemedia