Kællingen i Kraków

Udgivet: 1997 - Forlag: Politikens Forlag - Sideantal: 340

CIA-agenten Jan Jordi Kazanski er tvunget på sygeorlov, men skubbes ind i et livsfarligt spil, da han kaldes tilbage i aktiv tjeneste.

I Polen beder en gammel kontakt fra den kolde krigs tid om CIAs hjælp i en stor sag. Til gengæld tilbyder kilden, der kun kendes under navnet Kællingen, oplysninger om mordet på en højtstående russisk efterretningsofficer i Moskva.

Da Kazanski ankommer til Kraków, møder han en dansk forretningskvinde, Xenia Pizlo Larsen. De tiltrækkes af hinanden, afslører hinanden og ender med at følge et fælles spor. 

Kællingen viser sig at være en legende i Krakóws kriminelle underverden, og Kazanski er ikke alene om at lede efter hende. Men problemet er, at Kællingen tilsyneladende ikke ønsker at blive fundet. Og at både amerikanske agenter og den russiske mafia ønsker Kazanski død ...

Anmeldelser

Fornemt svendestykke

Jens Henrik Jensen har sandelig bevæget sig siden udgivelsen af ”Wiener Ringen” for et halvt år siden – fra et tvivlsomt lærlingearbejde til et fornemt svendestykke.

Hvis ikke lige forfatternavnet var så pæredansk, så kunne man lige så godt have siddet med en glimrende oversat bog fra en af de internationalt anerkendte forfattere i den populære genre.

Historien, der er lagt to-tre år frem i tiden, så årtusindskiftet kommer med, er stramt komponeret, fuld af overraskelser, stemningsmættet, højaktuel og fortalt med nerve og nøgternt overblik. Ret meget bedre kan det ikke gøres.


Flot bud på dansk thriller med international baggrund

Murens fald og Østeuropa i opløsning har givet masser af romanstof for kommende generationer af spændingsforfattere. Og med romanen ”Kællingen i Kraków” har Jens Henrik Jensen meget overbevisende vist, at han har tænkt sig at indtage en central plads i den klub af danske forfattere, der tør tage kampen op med den vanskelige og krævende thriller-genre.

[...] Det forstyrrer dog ikke helhedsindtrykket af ”Kællingen i Kraków”, som med en spændende historie, et uhyggeligt perspektiv og et troværdigt persongalleri, som også udvikler og forandrer sig i takt med historien, er et flot bud på en dansk thriller med international baggrund.


Det er pragtfuldt

Det er pragtfuldt… Jens Henrik Jensen har fuld fart på i en veloplagt thriller med aktuel baggrund. Han lægger ikke skjul på, at han udelukkende vil underholde. Og det gør han – godt!


Hvad siger læserne?

"Kællingen i Kraków" er en spændende dansk thriller, der er på højde med amerikanske bestsellere, men den har sin helt egen danske charme i selvironien.
♦ Xalle på Boggnasker.dk

Jens Henrik Jensens Kazanski trilogi er ganske enkelt en dødspændende thriller med timevis af underholdning. Samtidig giver trilogien et godt indblik i østeuropæiske forhold.
♦ Jørgen Vejlby

Hvad siger du?

Følg på Facebook
bubblemedia