De mørke mænd

Udgivet: 2014 - Forlag: Politikens Forlag - Sideantal: 476

Niels Oxen, Danmarks højest dekorerede soldat nogensinde, bor og arbejder under rumænsk identitet på et afsides dambrug i Jylland. Skjult for omverdenen slås krigsveteranen med sine traumer, samtidig med at han lever i konstant alarmberedskab. For han har en hemmelighed, som holder ham i live – men også kan slå ham ihjel.

Da en museumsinspektør bliver myrdet på et slot, udløses en lavine af voldsomme begivenheder, som involverer Danmarks justitsminister. Der er kun få, der kan skimte en forbindelse til Oxen. En af dem er hans gamle makker, Margrethe Franck fra Politiets Efterretningstjeneste. Hun har ledt forgæves efter ham i mere end et år. Da hun endelig finder ham, besegler hun også hans skæbne.

Oxen ser pludselig sig selv som centrum i en menneskejagt. Nogle vil hjælpe ham. Nogle vil dræbe ham. Men hvem er ven, og hvem er fjende? Franck og Oxen slutter sig på ny sammen mod de mørke mænd, der har magten. For den jagede krigsveteran har kun to muligheder: Gå til grunde – eller gå til angreb.

DE MØRKE MÆND er en fortsættelse af første roman med krigsveteranen Niels Oxen, DE HÆNGTE HUNDE

Video

Youtube

Youtube

Anmeldelser

Det er guf for de kræsne

Så blev det endelig tid til fortsættelsen af De hængte hunde – denne spændingsroman har jeg virkelig set frem til at kaste mine øjne i – og hvilken fryd da det endelig blev tid. Konspirationernes mester er tilbage i fuld flor.
Bogen er yderst velskrevet, sproget flyder og jeg var i løbet af få sider inde i Oxens univers fra forgængeren. Den er opdelt i afsnit om de forskellige medvirkende i persongalleriet, det virker rigtig godt, ind imellem bruges afsnittene til at højne spændingen, og holde læseren fanget – og det virker.
Jeg var fanget fra starten, og faktisk havde jeg så svært ved at lægge bogen fra mig, at jeg måtte læse de sidste 400 sider på samme dag.
Plottet holder stadigvæk, og spændingen er fuldkommen sublim, det her er guf for de kræsne.


De varmeste anbefalinger

Niels Oxen, Danmarks højest dekorerede soldat nogensinde kom i forgængeren til ”De mørke mænd” uforvarende i konflikt med Danehof, som betød, at han blev en alvorlig trussel mod organisationen, som siden forgæves har forsøgt at komme ham til livs.
Denne kamp mellem det onde og det gode fortsætter i ”De mørke mænd”, hvilket betyder, at jagten på Niels Oxen fortsætter.
Selv om det ”moderne” Danehof – de mørke mænd – er udtænkt i Jens Henrik Jensens forfatterhjerne – forhåbentligt da – synes jeg, at den konflikt, der beskrives er realistisk.
... Jeg kan på det varmeste anbefale Jens Henrik Jensens bog. Den er medrivende spændende.

 


De mørke mænd læser lektien for forlagsfolk

De mørke mænd er virkelig godt researchet. Det gælder, uanset om vi hører om centraliseringen af politiorganisationen på Fyn, om elitesoldaternes særlige kodesprog eller om, hvilken bådtype der mon egner sig bedst til at sejle over Kattegat.
Faktisk har jeg lyst til at lægge De mørke mænd foran de forlagsfolk, der presser deres krimi-og spændingsforfattere til at levere en ny bog hvert år. I forhold til mange af disse forhastede udgivelser mærkes det, at Jens Henrik Jensen har haft et par år til at udvikle bogens intrige og afprøve mulige udviklinger i handlingen inden skrivningen.
Selv om dette er det andet bind i en bebudet trilogi om Niels Oxens kamp mod Danehoffets udemokratiske magt, kan nye læsere fint springe på her og følge hovedpersonens flugt gennem Danmark.
Undervejs er lokaliteterne beskrevet med godt blik for de forskellige egnes særpræg.


Hvad siger læserne?

Sådan Jens Henrik, du har gjort det igen :) Tusind tak for en helt fantastisk weekend i Oxens univers, det har været hæsblæsende og råt, men for filan, hvor var det herligt at være tilbage- TAK.
♦ Stina Holdt, krimifan.dk

Konspirationernes mester er tilbage i fuld flor.
Så blev det endelig tid til fortsættelsen af De hængte hunde - denne spændingsroman har jeg virkelig set frem til at kaste mine øjne i - og hvilken fryd da det endelig blev tid.
♦ Blondie, saxo.com

Hvad siger du?

Følg på Facebook
bubblemedia